Andelskassen Oikos

Vestergade 48 F, 1. · 8000 Århus C  tlf. 8668 2333

Nørregade 6, 1. · 1165 København K  tlf. 3336 2332

Mail: aarhus@oikos.dk   -   kbh@oikos.dk

 

Andelskassen Oikos og Oikosfonden var vært ved panelsamtale om
’Grådige Penge versus Bæredygtig Økonomi’ - del 2

Event: De Himmelske Dage
D. 6. maj 2016 på Rådhuspladsen i Kbh.

Forfatter Knud Vilby fik dernæst ordet:

FN’s 2030-mål er ambitiøse mål, der vil kræve omfordeling – via skat og måske også på andre måder. Målene forudsætter at vi skal begynde at tænke anderledes end tidligere. Målene forudsætter store internationale indsatser: regering, folketing og parlament kan ikke klare sig uden den private sektor til at skaffe finansiering.
Jeg har samlet mit oplæg i 4. punkter:

1. Mikrofinans
Et supplement til Kristines oplæg: Banker er ikke en finansieringsmulighed ift. de fattigste – de fattige er ikke kreditværdige, derfor er mikrofinans nødvendig, og det mener jeg er årsagen til deres succes.

2. Banker der er samfundsskadelige
Banker bidrager på forskellig måde til noget som er nedbrydende for samfundet. De markedsfører finansielle produkter som er skadelige og ofte er de uansvarlige som f. eks. Finanskrisen i 2008 viste. Roskilde Banks eks-direktør ”kunne ikke rigtig overskue situationen” .…!
De samfundsskadelige skattely-beslutninger tages af virksomhedsejere og politikere og alle mulige andre legale og illegale formueforvaltere, men penge der ikke kommer til beskatning sker i kraft af rådgivning fra finansverdenen, og den rådgivning står i modsætning til FN målene. Ligesom der er krav til mad om at den ikke må være giftig – må man også stille krav til bankerne om, at deres produkter ikke er samfundsskadelige.

3. Minimere spild
Det er helt afgørende at vi minimerer vores spild i forhold til at udvinde naturressourcer. Bæredygtig økonomi handler også om at vi kun har den samme klode at leve på.

4. Uholdbare spekulationer
Forud for finanskrisen skete der helt uholdbare spekulationer, som var helt løsrevet fra reelle værdier. Finanskrisen var – troede man – en slags wake up-kald i forhold til andre former for kortsigtet spekulation. Det stod klart at de store internationale finansielle institutioner havde udviklet produkter der producerede finansbobler der nødvendigvis måtte eksplodere – og gjorde det.