Andelskassen Oikos

Vestergade 48 F, 1. · 8000 Århus C  tlf. 8668 2333

Nørregade 6, 1. · 1165 København K  tlf. 3336 2332

Mail: aarhus@oikos.dk   -   kbh@oikos.dk

 

Oikoslånet til Palsang i Katmandu, Nepal

Palsang er ved hjælp af et Oikoslån og danske venner kommet langt med at etablere sit eget trekkingfirma i Katmandu. I oktober 2012 var der 11 danskere på trekking sammen med Palsang i Ganesh Himal – en bjergkæde i Himalaya bjergene, som har et uvejsomt terræn med en række pas, som skal passeres.
Palsang var bekymret for om alle kunne klare trekket, men vi havde trænet i forvejen ved at gå ca. 15 km. daglig. Det var et telttrek, og det giver muligheder for at komme langt.

Kl. 6.30 om morgenen kommer der en kop te ind i forteltet og kort efter et fad med vand til at vaske sig i. Derefter pakkes dagens lette rygsæk. Teltet ryddes, og bærerne pakker deres bagage.
Herefter er der fælles morgenmad i spiseteltet og kl. 8 går vi af sted. Bærerne haster forud til det sted, hvor gruppen skal mødes og spise lunch, og senere til det sted, hvor der skal tilberedes aftensmad og sættes telte op. Vi er oftest fremme ved 16 tiden. Tempoet er rimeligt højt, men der bliver også taget hensyn, hvis rygsækken med 2 liter vand og lidt skiftetøj bliver besværlig, eller hvis der er farlige og svære passager.

Efter aftensmåltidet orienterer Palsang om næste dags vandring.
Gruppens samspil med de nepalesiske bærere, kokke og guider er godt og muntert. Landskaberne, bjergene og landsbybeboernes venlighed og åbenhed mod os er fantastisk.
Vi slutter af med en fest på taget af Palsangs bolig i Katmandu, en fest for den spektakulære rejse, som ikke har været økonomisk belastende, men fyldt os med enestående ’billeder’ og indtryk.

Etik og netværk
Palsang bekymrer sig meget om sine ansatte. De et godt lønnet og porterne må max må bære 25 kg. I mange andre firmaer er max 40 - 50 kg.
Palsang fortæller at hans firma kan trekke overalt og at hans gæster er sikre også i områder som ikke vurderes som sikre. Det er fordi, fortæller Palsang, at han og hans gæster altid har behandlet lokalbefolkningen ordentligt. Har betalt godt for deres services. Har hjulpet med medicin og mad når der har været behov for det. Han fortæller at han nyder stor respekt ude i rural areas.

Palsang er god til at netværke. Vi ser det overalt hvor vi bevæger os. Folk hilser og kommer os glade i møde. Når vi holder hvil i en lille landsby, er der altid nogle som Palsang lige skal besøge og snakke med. Han fortæller med stolthed om sit firma og sine gæster.
Palsangs kone Maya, der er analfabet er med på sin første trekkingtur. At Maya har sagt ja er en sensation og det ved både Palsang og jeg. Maya er meget meget genert og skammer sig over at være analfabet. Hun er beklemt, men er sig også helt bevidst over, at vi danskerne har været med til at give familien en chance. Palsang har forsøgt at overbevise Maya om, at hun skulle iføre sig versterlandsk trekkingudstyr, men den gik ikke! Kun er badesandalerne skiftet ud med et par sportssko. Maya bevæger sig hjemmevant let og yndefuldt i bjergene iført sin dyb blå kurtasulvar. For første gang ser Maya Nargakot som ligger 2 timers kørsel uden for Kathmandu og hvortil Palsang i årevis har bragt turister, for at de kunne nyde synet af verdens tag i solopgange og nedgange.

Palsangs historie
Palsang kommer fra en tamang landsby. Faderen har været porter før ham og avancerede til ledende porter på større ekspeditioner. Palsang blev gift med Maya som 15 årig og måtte ud af skolen, som han kun havde gået i i 4 år. I 1988 16 år gl. starter han sin karriere inden for trekking området som porter og arbejder sig op gennem hierakiet som kitchenboy, tredje guide, anden guide første guide og ledende guide. Han har ledet indtil 17 gæster og 60 - 70 personaler ad gangen.
Han har ledet ekspeditioner som har været op til 6476 m's højde Mena Peak i Everest regionen treks til Dolpha. Dauligari, Manasalu og har også ledet medium treks som Annapurna circuit og Panoramatreks i Kathmandudalen og i Pokhara området.

Link til mere om Himalayan Vacation

Himalayan Vacation
Overvejer du at trekke i Nepal, Tibet, Bhutan eller det nordlige Indien, og foretrækker du at din betaling for turen gør mest mulig gavn i lokalsamfundet, så overvej at tage kontakt med Palsang og hans firma: www.hvtreks.com / www.himalayanvacationtreks.com

Dansk kontaktperson er Jannie Poort – mail: jannipoort@gmail.com

Foto af trekkinggruppen i oktober 2012 med Palsang forrest i midten.